VISO er et tilbud om gratis specialrådgivning og udredning, som skal supplere og støtte kommunerne i de mest specialiserede og komplicerede enkeltsager.
Som en støtte til kommunerne har Socialministeriet i samarbejde med Undervisningsministeriet pr. 1. januar 2007 etableret en national Viden- og Specialrådgivningsorganisation, kaldet VISO.
VISO er en støttefunktion i de sjældne enkeltsager, hvor hverken kommune eller region har den fornødne viden og faglige kompetence.
VISO’s rådgivning og udredning er vejledende, og det er kommunen, der afgør om og i hvilket omfang, VISO’s rådgivning og udredning skal følges.
VISO fungerer ved hjælp af aftaler med en række institutioner og netværk af specialister, der kan yde vejledende rådgivnings- og udredningsfunktioner samt varetage landsdækkende indsamling af viden på social- og specialundervisningsområdet.
Solbakkens Rådgivningscenter for Bevægelseshandicap er udpeget til at være blandt disse.
Læs mere om VISO på www.servicestyrelsen.dk
VISO’s tilbud om specialrådgivning og udredning henvender sig til forældre, voksne brugere og til kommunale fagfolk omkring personen med handicap (pædagoger, lærere, sagsbehandlere m.fl.).
Forudsætningen for at kunne modtage gratis vejledende specialrådgivning og udredning af VISO er, at VISO godkender den enkelte sag som værende så specialiseret og kompliceret, at den er en ”VISO"-sag.
VISO har indgået aftale med Solbakkens Rådgivningscenter for Bevægelseshandicap, som fremover vil udføre vejledende specialrådgivning og udredning vedrørende bevægelseshandicap, som f.eks. cerebral parese, rygmarvsbrok, knogleskørhed, arm- og bendefekte samt AMC.